DI’s klimaundersøgelse

Et af hovedtemaerne i den kommende kommunalvalgkamp bliver, hvordan vi fastholder og udbygger private arbejdspladser. Samspil og samarbejde kommune og erhvervsliv imellem er afgørende for, om vi kan skabe flere arbejdspladser der igen kan være med til at hæve skattegrundlaget, øge servicen overfor borgerne.

Når jeg læser de første reaktioner på DI’s undersøgelse, er jeg først og fremmest ærgerlig over, at nogle politikere forsøger at bortforklare undersøgelsen. Første skridt i at udvikle er at erkende, at vi har en udfordring. DI’s undersøgelse er en mavepuster, som kræver, at vi går anderledes til værks. Ønsket om en omorganisering vil jeg mene er panik før lukketid. Venstre ønsker at se på og vil gentænke hele dette vigtige område. Behovet for, at alle kæmper i en samlet retning for at fastholde arbejdspladser i denne kommune er altafgørende for vores fremtid.

Som jeg sagde i forårets møder om erhvervsudvikling, ønsker jeg ét stærkt og samlet erhvervsliv. Der samarbejder for at udvikle virksomhederne, samt at trække nye til. Èt stærkt erhvervsråd og tre foreninger – en i hver købstad. Der er intet af det, der foregår i dag, som ikke kan foregå i en samlet enhed.

I Venstre ser vi gerne, at myndighedsdelen bliver i kommunen. Og at udvikling placeres eksternt i en forretningsenhed med erhvervsservice, fundraising, erhvervsmesser, følgeforretninger af psykiatrihospitalet, mv. En forretningsenhed med én stærk samlet bestyrelse, hvor også borgmesteren har sæde. Jeg ønsker et stærkt og samlet byråd, der samarbejder. Og der er behov for, at erhvervslivet går sammen, hvis vi skal udnytte det kæmpe potentiale, vi har foran os. Vi har rigtig mange dygtige erhvervsledere og ildsjæle, der vil kæmpe, infrastrukturen og alt det, vi snakker så meget om.

Det kan godt være, det er tilfældigt, men når 9 ud af 10 på top 10 listen har placeret erhvervsudvikling eksternt, så er der måske noget at lære. I den modsatte ende finder man, at 8 ud af de 10 dårligste kommuner har placeret erhvervsudviklingen internt altså i egen kommune.

Jeg sagde også i foråret, hvilket jeg fortsat holder fast i, at vi skal øge samarbejdet mellem erhvervsliv og kommune, herunder at udbyde mere. Ikke fordi alt skal placeres privat, men fordi konkurrence er sund.

Når jeg taler om samarbejde handler det også om OPP samarbejde – Offentlig Privat Partnerskaber. Det kunne ske ved bl.a. udbygningen af svømmehal, som Årets Jesper – Peter Thinggaard – og tillykke med det – er varm fortaler for.

Det sker bl.a. i Randers, hvor deres svømmehalsprojekt udbydes i OPP.  80% privat og 20% offentligt. Det gør, at vi som kommune må afgive det suveræne ejerskab. Det synes vi i Venstre er ok, for i Venstre er vi ikke optaget af, hvem der udfører, men at vi får mest mulig kvalitet for skatteborgernes penge. Disse konstruktioner, hvor vi løfter i fællesskab, synes jeg er spændende.

Og så mener Venstre fortsat, at erhverv skal være placeret i økonomiudvalget med borgmesteren i spidsen. Signalet til erhvervslivet er klart: En borgmester, der ønsker direkte indflydelse, samt at erhvervslivet har en direkte adgang til borgmesteren. Og det kan godt være, det er en lille ting, men jeg mener faktisk, at en borgmester burde bruge en time hver mandag morgen og ringe til samtlige nye virksomheder i kommunen for at byde dem velkommen og for at fortælle, at her er døren åben for en snak om erhverv, udvikling eller hvad der måtte røre sig.

Alt det beder Venstre vælgernes opbakning til, så vi efter den 19. nov. kan føre disse ting ud i livet. Det er blevet tid til forandring.

Af Stén Knuth, Venstre, borgmesterkandidat

Sten Knuth

Link til DI’s erhvervsklimaundersøgelse her.

 

About Author

Connect with Me: