Om samarbejde – replik til Helle Blak, S

Af Knud Vincents, gruppeformand Venstres byrådsgruppe i Slagelse kommune.  

Ved valget i 2009 var der flertal af borgerlige stemmer, men grundet valgforbundene gik for mange af de borgerlige stemmer tabt. Derfor var der flest mandater bag S og SF i 2009, som fik 16 ud af 31. De to partier valgte at konstituere sig helt uden om de borgerlige og i øvrigt sætte sig på samtlige formandsposter i udvalgene.

Den 19. november 2013 var en gyser. Efterhånden som stemmerne blev talt op, blev det tydeligt, at Socialdemokratiets og Enhedslistens og de borgerlige stemmer endnu en gang stod tæt i forhold til mandaterne. Den borgerlige fløj havde igen flest stemmer; faktisk omkring 20 % flere stemmer end S og El.

På valgaftenen var forhandlingerne intense. Selv mens det borgerlige flertal forhandlede, forsøgte Socialdemokraterne og Enhedslisten at skabe flertal udenom Venstre.

Vælgerne ønskede et borgerligt flertal og derfor var det vigtigt, at vi fik en konstitueringsaftale på plads. Herefter inviterede vi S og El i et bredt samarbejde ved at tilbyde to formandsposter ud af de syv. Hvis S og El havde taget imod tilbuddet, ville Venstre kun have haft én udvalgsformand, idet vi i det nye har 7 stående udvalg. Og da både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fik hver to formandsposter, var der alene ét udvalg tilbage til Venstre.

Et bredt samarbejde i byrådet er vigtigt for hele Slagelse Kommune. Det har Venstre arbejdet for i byrådsperioden og det har vi opfordret til under valgkampen. Derfor tilbød vi S og El de to udvalgsformandsposter i det kommende samarbejde.

I det politiske arbejde er det formændene, som sætter dagsordenen og som har meget stor indflydelse på den førte politik i udvalgene. S og El ville dermed have haft gode muligheder for at påvirke politikken – og de ville have været med i det brede samarbejde mellem formændene i udvalgene. Den nye mødestruktur, hvor borgmester og udvalgsformænd mødes en gang om måneden, skal sikre udviklingen og samarbejdet på tværs.

Efter tre år uden et brugbart flertal i byrådet for nogen af parterne, er der nu omsider etableret et godt udgangspunkt for udvikling og vækst – og dermed også mere velfærd og omsorg. Vi inviterer stadig Socialdemokraterne og Enhedslisten til godt samarbejde i udvalgene – det er vigtigt for hele vores kommune.

knud_vincent

About Author

Connect with Me: