Om samarbejde – replik til Helle Blak, S

Af Knud Vincents, gruppeformand Venstres byrådsgruppe i Slagelse kommune.  

Ved valget i 2009 var der flertal af borgerlige stemmer, men grundet valgforbundene gik for mange af de borgerlige stemmer tabt. Derfor var der flest mandater bag S og SF i 2009, som fik 16 ud af 31. De to partier valgte at konstituere sig helt uden om de borgerlige og i øvrigt sætte sig på samtlige formandsposter i udvalgene.

Den 19. november 2013 var en gyser. Efterhånden som stemmerne blev talt op, blev det tydeligt, at Socialdemokratiets og Enhedslistens og de borgerlige stemmer endnu en gang stod tæt i forhold til mandaterne. Den borgerlige fløj havde igen flest stemmer; faktisk omkring 20 % flere stemmer end S og El.

På valgaftenen var forhandlingerne intense. Selv mens det borgerlige flertal forhandlede, forsøgte Socialdemokraterne og Enhedslisten at skabe flertal udenom Venstre.

Vælgerne ønskede et borgerligt flertal og derfor var det vigtigt, at vi fik en konstitueringsaftale på plads. Herefter inviterede vi S og El i et bredt samarbejde ved at tilbyde to formandsposter ud af de syv. Hvis S og El havde taget imod tilbuddet, ville Venstre kun have haft én udvalgsformand, idet vi i det nye har 7 stående udvalg. Og da både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fik hver to formandsposter, var der alene ét udvalg tilbage til Venstre.

Et bredt samarbejde i byrådet er vigtigt for hele Slagelse Kommune. Det har Venstre arbejdet for i byrådsperioden og det har vi opfordret til under valgkampen. Derfor tilbød vi S og El de to udvalgsformandsposter i det kommende samarbejde.

I det politiske arbejde er det formændene, som sætter dagsordenen og som har meget stor indflydelse på den førte politik i udvalgene. S og El ville dermed have haft gode muligheder for at påvirke politikken – og de ville have været med i det brede samarbejde mellem formændene i udvalgene. Den nye mødestruktur, hvor borgmester og udvalgsformænd mødes en gang om måneden, skal sikre udviklingen og samarbejdet på tværs.

Efter tre år uden et brugbart flertal i byrådet for nogen af parterne, er der nu omsider etableret et godt udgangspunkt for udvikling og vækst – og dermed også mere velfærd og omsorg. Vi inviterer stadig Socialdemokraterne og Enhedslisten til godt samarbejde i udvalgene – det er vigtigt for hele vores kommune.

knud_vincent

Pressemeddelelse: Det er ’Tid til SAMARBEJDE NU!’

Venstre går forrest i kampen for den gode tone og samarbejde i byrådssalen.  Det markerer de på de mange Venstreplakater, der er ophængt i kommunens lygtepæle og på de uundværlige sociale medier. 

Til morgen, da borgerne i Slagelse Kommune stod op og gik på arbejde, kunne de notere, at der hen over natten var en forandring at iagttage på nogle af de mange valgplakater i kommunens lygtepæle. På alle Venstres plakater er der hen over natten blevet påklistret en streamer med opfordringen SAMARBEJDE NU!

De markante orange streamers er Venstres opfordring til borgerne om at sætte deres kryds den 19. november på de mennesker, der vil arbejde for en ny og bedre kommune.

Det er Venstres grundlæggende holdning, at samtale og samarbejde på tværs af politiske skel er det, der skal til for at få denne kommune op i gear og ind i superligaen blandt kommuner. Det er det, partiet hermed ønsker at sætte fokus på.

”Borgerne oplever, at der er for meget mudderkastning i byrådssalen, det vil vi gøre noget ved i den nye byrådssamling. Venstre ser hellere mere reel politisk forhandling og samarbejde. Det vil give borgerne et større ejerskab og virksomhederne en meget større tiltro til, at deres investering er blivende og sikret,” lyder det fra partiet.

”Venstre er borgernes garanti for et bredt samarbejde på tværs,” siger Venstres borgmesterkandidat Stén Knuth.  ”Hvis vi skal skabe vækst og udvikling, så er det tid til at se på lederskabet, tid til at se på, hvordan vi arbejder sammen for at ændre noget, og så er det afgjort tid til forandring” fortsætter han.

Stén Knuth står i spidsen for 28 gode Venstre kandidater til kommunalvalget i 2013, og de har sat sig for, at det er den gode tone, der skal være fremherskende i valgkampen og at der skal praktiseres åbenhed og dialog. Samarbejde er kun en naturlig forlængelse her af.

Venstre ønsker med sit statement ”SAMARBEJDE NU!” at skabe opmærksomhed omkring det udtalte behov, der er i Slagelse Kommune, for et bredt samarbejde hen over midten.

Venstre
Tid til Forandring

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Stén Knuth sten.knuth@slagelse.dk +45 24 40 01 11
Knud Vincents vincents@post.tele.dk +45 20 45 97 98
Johnny B. Rasmussen johnnybgoode@mail.dk +45 20 74 57 09

Sten samarbejde

Det er ’Tid til forandring’

Handleplanen ’Tid til forandring’, der er Venstres i Slagelses gennemarbejdede plan for et driftigt fremtidigt Slagelse Kommune, offentliggøres på et utraditionelt vælgermøde i Korsør d. 8. november

Venstre i Slagelse har en plan, en helt konkret plan, der handler om, hvordan man får denne kommune op i omdrejninger igen til glæde for borgere og erhvervsliv.

Planen hedder ’Tid til forandring’.

I den forgange weekend løftede man en flig af planen i det husstandsomdelte 40 siders valgmagasin, men snart er det tid til at offentliggøre de mange gode tanker og handleplaner, som Venstres mange kandidater selv har været med til at sammensætte gennem det sidste års tid.

Borgmesterkandidat Stén Knuth siger: “Mange har spurgt ind til, hvordan vi vil drive Slagelse Kommune efter 1. januar, hvilke tiltag vi vil gøre, hvad vi mener, når vi siger, det er tid til forandring. Nu er vi nået til, hvor vi endeligt kan offentliggøre planen, vi har arbejdet så hårdt på, alle de gode tanker vi har tænkt og alle de fantastiske ideer, vores kandidater har sammensat i den her plan”.

Fredag aften d. 8. november, kl. 19 i det smukke gamle Ting- og Arresthus i Korsør indkalder Venstre i Slagelse til vælgermøde, hvor også planen ’Tid til forandring’ vil blive offentliggjort, og hvor der vil være rig mulighed for at spørge ind til planen ’Tid til forandring’.

Ud over aftenens alt overskyggende tema, så vil vælgermødet forme sig lidt utraditionelt, hvor borgerne har mulighed for at møde kandidaterne ved caféborde og over en kop kaffe få mulighed for at stille spørgsmål til et panel af Venstres kandidater. Vælgermødet i Ting og Arresthuset gæstes af:

Sten Knuth

Knud Vincents

Ole Drost

Johnny Persson

Birgitte Poulsen

Jens Jørgensen

Helle Jacobsen

Suzanne Madsen

Morten Hass Augustsen

Bent Erik Lyngholm

Jørn-Ole Didriksen

Aftenens indhold vil forløbe ud fra følgende plan:

19.00 – 19.10 Velkomst af Venstres borgmesterkandidat Sten Knuth

19.10 – 20.00 Politisk drøftelse herunder valgprogrammet ’Tid til forandring’

20.00 – 20.50 Borgerne kan møde de enkelte kandidater ved cafeborde og drikke en kop kaffe

20.50 – 21.00 Afslutning ved borgmesterkandidat Sten Knuth

Arrangementet er åbent for alle, og Venstre håber på stort fremmøde af såvel borgere som af pressen.

Medlemmer af pressen kan ved henvendelse, få tilsendt planen ’Tid til forandring’ forud for arrangementet.

Venstre

Tid til Forandring

sten

Helleholm og støjproblemer.

Hvis man bor i den del af Helleholm, som ligger tæt ved motorvejen, kan man ikke sidde i sin egen have om sommeren, og man kan ikke have vinduer åbne, hvis man samtidig gerne vil se TV eller sove. Støjen lyder døgnet rundt og allerværst i myldretiderne – men der er jo altså en markant trafik det meste af døgnet.

En beboer på Helleholm skrev til politikerne for at råbe om hjælp. Da jeg svarede, blev jeg inviteret til beboermøde for at høre mere om deres oplevelser. Ovenstående var nogle af de udsagn, jeg hørte fra beboerne.

Beboerne har henvendt sig til Vejdirektoratet flere gange gennem årene uden at få svar. Og nu er der altså borgere i vores kommune, som kæmper både for deres helbred og for deres (sjæle)fred.

Beboerne har også henvendt sig til borgmesteren – og jeg har stillet spørgsmål om kommunens håndtering af sagen. Borgmesteren skriver i sit svar til mig, at støjdæmpning er Vejdirektoratets ansvar.  Mit udgangspunkt er, at selvom det tilsyneladende ikke kommunens ansvar at støjdæmpe, har vi alligevel et ansvar for at støtte op om vores borgere, når de ikke har det godt.

Derfor har jeg nu bedt om at få sagen belyst og behandlet i Økonomiudvalget. Jeg har samtidig bedt om at få en orientering om, hvordan kommunen kan hjælpe disse støjplagede borgerne.

Det kunne være med en støjmåling, så vi får reelle tal at forholde os til – og derefter kommunens henvendelse til Vejdirektoratet som opbakning i forhold til beboerne. Derefter kunne det være med en eventuel ansøgning om at få lov at sætte en støjvold op eller andre alternative støjdæmpende midler med dokumenteret virkning.

Af Helle Jacobsen, Byrådsmedlem (V), Medlem af Økonomiudvalget

kampagnefoto-2013-small

Svar til John Dyrby (S)

S har sendt deres folketingsmedlem i byen med vanlig skræmmekampagne og latterliggørelse af Venstre. Når jeg hører borgerne, så vil de rigtig gerne væk fra den måde at føre politik på. Udfordringerne kalder på samarbejde og ordentlig tone.

Borgerne kan være sikre på, at Venstre kommer med vores bud på en politik, og konkrete handlinger, som kan føre kommunen videre. Politik og handlinger, som kan indfri det enorme potentiale denne kommune har.

Vi har dog givet svar på det, der efterspørges. Kampen om arbejdspladser skal ind på borgmesterkontoret. Øget samarbejde med det private. Ikke fordi de private skal drive det hele, men fordi konkurrence er sund. Bedre sammenhæng i hele uddannelsesområdet, også her en start af samarbejde mellem offentlige og private institutioner/skoler. Vi søger frikommune status, for at prøve at starte helt forfra med administrationen på bl.a. ældreområdet, for at se hvor meget vi kan undvære. Det frigør resurser til de ældre, til bedre og mere individuel pleje.

Det kan Socialdemokraterne være uenige i og det er OK. Men i stedet for at arbejde sig væk fra samarbejde burde de i skrift, tale og handling vise, at de vil samarbejde for borgernes skyld.

Det er til forandring.

Af Stén Knuth, Venstre, Borgmesterkandidat

Sten Knuth

Grønne områder og beplantninger i Skælskør

Vi har i den senere tid fået en del henvendelser fra borgere i Skælskør og Eggeslevmagle vedr. beplantninger langs veje og gader.

Baggrunden er de besparelser, som budget 2013 indeholder. Et budget, som er vedtaget af et enigt og kriseansvarligt byråd( på nær liste L) med nedskæringer på ca. 150 mio. kr. heraf 1 mio. kr. på grønt område, som kommer oven i allerede planlagte ændringer af driften.

Det har betydet, at man for at rationalisere rydder buske/beplantninger på bl.a. Bakkedraget, Heilmannsvej og sidst på Kobækvej.

Vi må som politikere stå ved de besparelser, som vi selv har vedtaget. Det er nedskæringer, som bliver pålagt kommunen fra regeringen, fordi der er underskud på statsfinanserne, og det er vores opgave ude i kommunerne at udmønte besparelserne.

Nogen gange kunne man ønske, at Christiansborgs politikere fik lov til at opleve reaktionerne fra borgerne helt tæt på i de situationer. Det kunne måske øge respekten for den kommunale opgaveløsning.

Vi står altså ved vores besparelser, men vi mener, operationen kunne være klaret med mere diplomati. I stedet for at borgerne bliver taget på sengen med gravemaskiner, kunne man have taget kontakt til lokale borgere gennem landbyråd, lokalråd eller grundejerforeninger, så man havde fået en dialog før eksekveringen. Ofte har borgere selv været med til at etablere disse beplantninger og føler fjernelsen er et overgreb.

Måske ville de forskellige organer tilbyde selv at passe beplantningerne og således klare en opgave ved frivillig indsats?

Et stort flertal i byrådet (på nær Lotinga og Liberal Alliance) besluttede at tilføre området 0,5 mio. kr. i budget 2014, så yderligere forringelser undgås.

Medarbejderne i vores grønne område fortjener ros for den løbende pasning og vedligeholdelse i Skælskør, herunder blomsterkummer og græsslåning.

Johnny Persson (V), teknik/miljøudv. og Ole Drost (V),  økonomiudvalget

johnny-persson   ole drost

 

Synspunkt: Svar til Leif Scharling

I et noget usammenhængende læserbrev, der bygger på unavngivne socialdemokratiske kilder, skriver Leif Scharling (SF) om det at pynte sig med lånte fjer. Jeg forstår det sådan, at den væsentligste påstand i Scharlings læserbrev er, at Venstre og Stén Knuth ikke har foreslået at samle kommunens ungeindsats i ét hus med én indgang. Det er ikke korrekt.

Tidligt forslag om én samlet ungeindsats
Fakta er, at Venstre ved Sten Knuth kort tid efter kommunesammenlægningen – så vidt jeg husker i 2007 – foreslog, at kommunen oprettede et hus for de unge, hvor man samlede indsatserne om uddannelse, beskæftigelse, mentorstøtte, psykologhjælp mv., så de unge kun skulle bruge én indgang for at få hjælp i stedet for at blive sendt fra sted til sted. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, hvor bl.a. Sten Knuth deltog fra uddannelsesudvalget og jeg selv deltog fra arbejdsmarkedsudvalget. Også socialdemokraten Bjarne Mikkelsen deltog i udvalgsarbejdet dengang, og jeg er sikker på, at han kan bekræfte, at arbejdet blev iværksat på grund af Stén Knuths forslag, som nu bliver gennemført.

SFs gruppeformand Lene Wibroe og den daværende politiske udvalgsformand Niels Christian Nielsen fra S kan tillige bekræfte forslagets oprindelse, men vi er sikkert uenige om dets videre skæbne: Min oplevelse af forløbet for 6-7 år siden er, at kommunens medarbejdere faktisk syntes godt om Venstres forslag og gerne ville realisere det, mens den politiske ledelse fra S og SF var imod. Måske netop fordi det var et venstreforslag. Vi holdt en række møder, som der kom et halvhjertet projekt ud af – et projekt, som pga. den politiske ledelses modstand hurtigt blev lukket igen.

Ringsted Kommune gjorde det
Også i denne sag tøvede S og SF. Også dengang sad de på hænderne af frygt for at begå fejl i forbindelse med visionære tanker og nytænkning. Slagelse Kommune kunne have været landets første kommune med et ungehus, men i stedet blev det Ringsted Kommune, som i 2010 oprettede deres Ungeenhed på samme fundament som forslaget fra Venstre i Slagelse. Siden er Ringsted Kommune – og ikke Slagelse – konstant blevet fremhævet som det unikke og gode eksempel af både røde og blå ministre, røde og blå borgmestre osv. Meget vigtigere blev det Ringsted Kommune – med en venstreborgmester for bordenden – som satte målrettet og helhjertet ind med en nyskabende og mere smidig indsats overfor unge med behov for hjælp.

Hvis Leif Scharling undersøgte tingene inden han udtaler sig, ville borgerne måske slippe for grove personangreb på Venstres borgmesterkandidat. Jeg tror faktisk, at borgerne helst er fri for den slags – de vil meget hellere høre, hvordan vi vil udvikle kommunen. Det er godt nok tid til forandring i Slagelse Kommune!

Af Johnny Persson (V), byrådsmedlem og kandidat

johnny-persson

Sten Knuth håber igen på Slagelse som frikommune

Venstre er klar til at kæmpe for, at Slagelse bliver frikommune, hvis regeringen åbner op for flere forsøgskommuner.

Overfor b.dk lufter økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, R, muligheden for at gennemføre endnu flere frikommune-forsøg.

Ja, tak siger Venstre i Slagelse, der også tilbage i 2010/2011, ønskede at søge om at gøre Slagelse til frikommune. Et forslag, der dengang ikke kunne finde flertal.
– Vi har hele tiden kunne se nogle oplagte muligheder ved at være med i forsøgsordningen som frikommune, men da Slagelse fik muligheden, måtte vi konstatere, at der ikke kunne findes flertal.

At Margrethe Vestager nu taler om, at der muligvis kan åbnes op for flere forsøg med frikommuner, ser jeg som en positiv udmelding, og vi vil i Venstre helt sikkert arbejde for, at det denne gang lykkes at få Slagelse med som frikommune, fortæller gruppeformand for Venstre, Sten Knuth.

En kæmpe chance
Økonomi- og indenrigsministerens udmelding kommer efter, at Produktivitetskommissionen mandag kom med anbefalinger til effektivisering af det offentlige. Her var en af anbefalingerne blandt andet at gøre mere brug af forsøgene med at fritage udvalgte kommuner for en række gældende regler på områder som for eksempel folkeskolen og arbejdsmarkedsområdet.
– At få muligheden for at lade medarbejdere og ledelse tænke frit i forhold til effektivisering og udvikling af udvalgte forvaltningsområder, ser jeg som en kæmpe chance for at ændre eventuelle dårligt fungerende rutiner, og måske samtidig være med til at løsne op for bureaukratiet, lyder det fra gruppeformanden.

Bedre og mere effektiv forvaltning
Selv om Produktivitetskommissionen anbefaler det, så ligger det ifølge interviewet på b.dk med økonomi- og indenrigsministeren ikke lige for, at regeringen åbner op for flere frikommune-forsøg, men alene tilkendegivelsen glæder Sten Knuth.
– Jeg er godt tilfreds med, at Produktivitetskommissionen blandt andet har anbefalet flere frikommuner. Det underbygger vores påstand fra tidligere, om at forsøget på længere sigt kunne være med til at skabe en bedre og mere effektiv forvaltning, konstaterer han og afslutter. Tankesættet er jo, at den mere optimale udnyttelse af vores resurser kan frigøre midler til at ansætte flere lærere eller hjemmehjælpere.

Frikommuneforsøget
Regeringen lancerede i forbindelse med finanslovsaftalen for 2011 frikommuneforsøget. Formålet med frikommuneforsøget er at give kommunerne mulighed for at afprøve helt nye måder at styre opgaveløsningen på.

Regeringen har udvalgt ni frikommuner, som er Fredensborg, Fredericia, Gentofte, Gladsaxe, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg.

Frikommuneforsøget løber fra 2012 og fire år frem. Frikommunerne kan løbende igennem perioden indsende forsøgsansøgninger.
Kilde: kl.dk

Sten Knuth

DI’s klimaundersøgelse

Et af hovedtemaerne i den kommende kommunalvalgkamp bliver, hvordan vi fastholder og udbygger private arbejdspladser. Samspil og samarbejde kommune og erhvervsliv imellem er afgørende for, om vi kan skabe flere arbejdspladser der igen kan være med til at hæve skattegrundlaget, øge servicen overfor borgerne.

Når jeg læser de første reaktioner på DI’s undersøgelse, er jeg først og fremmest ærgerlig over, at nogle politikere forsøger at bortforklare undersøgelsen. Første skridt i at udvikle er at erkende, at vi har en udfordring. DI’s undersøgelse er en mavepuster, som kræver, at vi går anderledes til værks. Ønsket om en omorganisering vil jeg mene er panik før lukketid. Venstre ønsker at se på og vil gentænke hele dette vigtige område. Behovet for, at alle kæmper i en samlet retning for at fastholde arbejdspladser i denne kommune er altafgørende for vores fremtid.

Som jeg sagde i forårets møder om erhvervsudvikling, ønsker jeg ét stærkt og samlet erhvervsliv. Der samarbejder for at udvikle virksomhederne, samt at trække nye til. Èt stærkt erhvervsråd og tre foreninger – en i hver købstad. Der er intet af det, der foregår i dag, som ikke kan foregå i en samlet enhed.

I Venstre ser vi gerne, at myndighedsdelen bliver i kommunen. Og at udvikling placeres eksternt i en forretningsenhed med erhvervsservice, fundraising, erhvervsmesser, følgeforretninger af psykiatrihospitalet, mv. En forretningsenhed med én stærk samlet bestyrelse, hvor også borgmesteren har sæde. Jeg ønsker et stærkt og samlet byråd, der samarbejder. Og der er behov for, at erhvervslivet går sammen, hvis vi skal udnytte det kæmpe potentiale, vi har foran os. Vi har rigtig mange dygtige erhvervsledere og ildsjæle, der vil kæmpe, infrastrukturen og alt det, vi snakker så meget om.

Det kan godt være, det er tilfældigt, men når 9 ud af 10 på top 10 listen har placeret erhvervsudvikling eksternt, så er der måske noget at lære. I den modsatte ende finder man, at 8 ud af de 10 dårligste kommuner har placeret erhvervsudviklingen internt altså i egen kommune.

Jeg sagde også i foråret, hvilket jeg fortsat holder fast i, at vi skal øge samarbejdet mellem erhvervsliv og kommune, herunder at udbyde mere. Ikke fordi alt skal placeres privat, men fordi konkurrence er sund.

Når jeg taler om samarbejde handler det også om OPP samarbejde – Offentlig Privat Partnerskaber. Det kunne ske ved bl.a. udbygningen af svømmehal, som Årets Jesper – Peter Thinggaard – og tillykke med det – er varm fortaler for.

Det sker bl.a. i Randers, hvor deres svømmehalsprojekt udbydes i OPP.  80% privat og 20% offentligt. Det gør, at vi som kommune må afgive det suveræne ejerskab. Det synes vi i Venstre er ok, for i Venstre er vi ikke optaget af, hvem der udfører, men at vi får mest mulig kvalitet for skatteborgernes penge. Disse konstruktioner, hvor vi løfter i fællesskab, synes jeg er spændende.

Og så mener Venstre fortsat, at erhverv skal være placeret i økonomiudvalget med borgmesteren i spidsen. Signalet til erhvervslivet er klart: En borgmester, der ønsker direkte indflydelse, samt at erhvervslivet har en direkte adgang til borgmesteren. Og det kan godt være, det er en lille ting, men jeg mener faktisk, at en borgmester burde bruge en time hver mandag morgen og ringe til samtlige nye virksomheder i kommunen for at byde dem velkommen og for at fortælle, at her er døren åben for en snak om erhverv, udvikling eller hvad der måtte røre sig.

Alt det beder Venstre vælgernes opbakning til, så vi efter den 19. nov. kan føre disse ting ud i livet. Det er blevet tid til forandring.

Af Stén Knuth, Venstre, borgmesterkandidat

Sten Knuth

Link til DI’s erhvervsklimaundersøgelse her.

 

Stén Knuths svar på læserbrev om skolestruktur.

Læserbrev fra Sinnet Bødewadt, Høve, Dalmose i Sjællandske den 9. september 2013:

Åbent brev til borgmesterkandidaterne i Slagelse Kommune: Kommunalvalget kommer om ca. to måneder. Et vigtigt valg for mig. Vi er en børnefamilie, hvor vores skole var ved at blive lukket for halvandet år siden sammen med de andre mindre skoler. De fleste på landet.

Jeg stemte på den røde blok og har altid gjort det. Men det var kommunalpolitikerne fra SF o gS – den røde blok – der ville lukke landskolerne og dermed landområderne til fordel for store enheder.

Argumentet: Det er billigere og bedre – Holder det? – Statistisk set – Nej!

Det har sat mig i et dilemma. Hvem skal jeg stemme på? Kære borgmesterkandidater i Slagelse Kommune: I har sammen med jeres partier en direkte indflydelse på skoleområdet. Derfor et spørgsmål.

Hvordan vil I sikre et attraktivt skoletilbud for både Land og By med både et generelt faldende elevtal, og at I står overfor at udvikle folkeskolen med den nye reform?

Svar fra Stén Knuth, borgmesterkandidat for Venstre i Slagelse.

Kære Sinnet

Jeg kan godt forstå din nervøsitet, som forældre, for fremtidige skolelukninger, med de udfordringer som vi står overfor. I Venstre vil vi tage hånd om de udfordringer, der kommer. I forbindelse med skolerne er det vigtigt for os i Venstre at have et mangfoldigt skoletilbud, hvor både land og by tilgodeses. Vi skal – set med Venstreøjne – gerne undgå, at vores landområder bliver utilgængelige for børnefamilier og dermed undgå at øge fraflytning. I Venstre ser vi, at både land- og byområder i Slagelse Kommune skal være attraktive steder at bo.

Udfordringerne som faldende elevtal og skolereform kommer vi til at se på. Udgangspunktet for skolerne og dagtilbud må være: Hvordan skaber vi gode læringsmiljøer for børnene? Hvordan får vi unge mennesker, som både kan arbejde med hænder og hjerne, til at skabe nye løsninger? Hvordan får vi demokratiske, socialt velfungerende unge? Vi skal turde skabe disse læringsmiljøer, og, når det er nødvendigt, nedbryde organisatoriske skel og vanetænkning.

Vi kan fastholde en god skolestruktur ved at tale om fælles ledelse, som vi faktisk har i kommunen i dag og som fungerer, for eksempel med fælles ledelse på tværs af dagtilbud og fritidshjem. Vi kan se på muligheden for at tilknytte nogle af de mindre faglærergrupper i fagfællesskaber på tværs af skoler, og måske er tanken om, at lærerne kan undervise på 2-3 skoler ud fra deres fag ikke langt fra det, Venstre kan få øje på som værende en del af løsningen.

Jeg ved, du var medlem af Flakkebjerggruppen og I kom med ideen om lokalskoler fra 0-6 kl. på landet samt enkelte i byerne, med stærk brobygning til dagtilbudsområdet. Disse lokalskoler er mindre enheder, der understøtter børnenes behov for mindre miljøer. Jeg ved, I talte om, at når børnene er parate, så kan de med fordel drage nytte af mere centrale og større enheder, og I forslog jo også større modtagerskoler med børn fra 7-9 klasse. Et spændende forslag, der vil kunne være med til at sikre et skoletilbud på landet. Det kunne også være en del af løsningen.

En ting er sikker: Vi er i en tid med forandringer. Derfor skal vi som politikere og forvaltning være modige, tænke i nye løsninger, hvor børnene er i centrum og som samtidig tilgodeser, at vi er en kommune, der består af både land og by, og hvor alle aldersgrupper bor og bør kunne bo i begge miljøer. Hvis du stemmer på Venstre og mig som borgmesterkandidat, vil du få en Borgmester for hele kommunen. En Borgmester, der vil arbejde hårdt for at møde forandringerne med borgerne i centrum og med henblik på at udvikle og skabe vækst i hele kommunen.

Stén Knuth, Venstre

Billede af Sten med VENSTRE Tid til forandring