Det var ikke uro – det var handling!

Mange har en mening om, hvad der sker i Venstre i Slagelse i øjeblikket. Især nogle af de andre partier har travlt med at gætte, fortolke og forfølge forskellige vinkler ud fra egen synsvinkel. Sådan er politik også. Jeg er sikker på, at vælgerne godt ved, at når man peger mod andre, er der tre fingre, som peger på en selv.

Når jeg bliver spurgt om, hvad det er for noget uro i disse dage, er mit svar, at der er ro i Venstres byrådsgruppe. Vi har gjort det, som var nødvendigt. Det var ikke uro, det var handling. Vi har taget konsekvensen af, at der kunne opstå uro i Kultur- og Fritidsudvalget – af rigtig mange forskellige grunde – og stillede formandsposten til rådighed. Det var ikke uro, det var handling og konsekvens.

Andre har med særlig egen interesse også været interesserede i at fremstille vores borgmesterkandidat i et bestemt lys – også det kan der jo være mange grunde til. Det må der være, for der er ikke megen sandhed i de ord, der bruges.

Det kræver sin mand at række hånden ud til samarbejde med et S og SF, der som bekendt ikke selv ville samarbejde i den første del af byrådsperioden, før omkonstitueringen i 2011. Dét gjorde Stén Knuth.

Det kræver sin mand at lande en svær skolestrukturdebat med overbevisende flertal til glæde for langt de fleste borgere i Slagelse kommune. Det kan Stén Knuth og det gjorde Stén Knuth.

Det kræver sin mand at være den, som navigerer en gruppe liberale venstrefolk gennem forhandlinger, hvor alle bliver hørt og føler sig mødt. Dét kan Stén Knuth. Det kræver sin mand at holde balancen i de udfordringer, som møder en spidskandidat og måske kommende borgmester. Dét kan Stén Knuth.

Af Helle Jacobsen, Byrådsmedlem (V)

Helle Jacobsen profil thumbnail