Pressemeddelelse: Et samarbejde, der kan løfte Slagelse og Kalundborg.

Slagelse har det hele. Uddannelse, kultur, idræt, en smuk natur, engagerede ildsjæle, et erhvervsliv, der gerne vil samarbejde med sin kommune og en enestående infrastruktur.

Og alligevel halter Slagelse gevaldigt på bl.a. DI’s klimaundersøgelse, hvor kommunen er nr. 91 ud af 96 kommuner. Her er et enormt potentiale, som borgmesterkandidat Stén Knuth, Venstre, agter at tage fat på, hvis vælgerne giver ham mandatet til at drive kommunen videre.

”Vi vil have borgmesteren for bordenden af dette vigtige område. Vi vil have gentænkt vores udbudspolitik, så vores lokale virksomheder får mulighed for at byde ind på kommunens opgaver. Vi vil sende flere opgaver i udbud og vi vil starte et samarbejde med erhvervslivet,” udtaler Stén Knuth, ”og så skal vi lære af Kalundborgs dygtige borgmester Martin Damm, der på ganske få år har skabt et fantastisk erhvervsklima og engagement omkring erhvervslivet”.

Det blev kort drøftet, da borgmester Martin Damm og borgmesterkandidat Stén Knuth, begge Venstre mødtes i dag ved kommunegrænsen.

Kalundborg og Slagelse samarbejde.
”Et stærkt Slagelse på erhvervsområdet vil også gavne Kalundborg på den lange bane”, siger Martin Damm, der fortsætter: ”Vi vil som region og område stå styrket, hvis også Slagelse erhvervsliv rykker på oplevelsen af et godt samarbejde med Slagelse kommune. Og som jeg ser det, har Slagelse med sin beliggenhed fantastiske muligheder for at trække nye virksomheder til, der kan gavne den vestsjællandske beskæftigelse herunder naturligvis også Kalundborg.”

De to er enige om at holde den gode kontakt efter kommunalvalget, hvor begge håber at kunne sætte sig i borgmesterstolen 1. jan. 2014.

For yderligere oplysninger:

Borgmester i Kalundborg Marin Damm, Venstre – tlf.nr. 2960 9047 

Viceborgmester i Slagelse Stén Knuth, Venstre – tlf.nr.2440 0111

Korsør erhvervsforening har stillet hvert parti 10 spørgsmål.

Her er svarene fra Venstres borgmesterkandidat, Stén Knuth:

 

1.    Hvad vil du generelt gøre for at fasteholde og tiltrække mere erhverv og flere arbejdspladser til vores område af Slagelse Kommune?

Det er først og fremmest vigtigt, at vi får gjort hele kommunen til en attraktiv erhvervskommune. Vi skal være en kommune, hvor man vil drive sin virksomhed fra. Vi skal tiltrække til hele kommunen, på den måde tiltrækker vi også til de enkelte områder.
Lokalt i Korsør handler det i høj grad om, at bruge de særkender som området har. Beliggenhed i forhold til infrastruktur, vandet og ikke mindst synergieffekten fra de eksisterende virksomheder.
I Venstre mener vi, at det er erhvervslivet selv der ved, hvad der kræves for at skabe god erhvervsudvikling, og så skal vi i kommunen lave de bedste rammer ud fra den dialog og samarbejde, vi har med virksomhederne.

Vi har nogle meget konkrete tiltag i vores vision for Slagelse Kommune, der bl.a. handler om:

  • At borgmesteren sidder ”for bordenden” når vi taler om erhvervsudvikling
  • At vi får lavere skatter og afgifter
  • At vi sætter endnu mere ind på, at få etableret Tropebyen
  • At der sammen med erhvervslivet skal laves strategier, handleplaner og planer for udmøntning for erhvervsudvikling.
  • At der skal etableres en reel 24 timers erhvervsservice med adgang til vores kvalificerede personale.
  • At der skal etableres en pulje til nedrivning og oprydning af forfaldne og forladte bygninger/pladser.
  • At der skal udvælges erhvervsområder fordelt over hele kommunen, hvor lokalplanerne er lagt ud til forskellige former for virksomheder fx industri, tung industri, forurenende produktion osv. Det med henblik på, at vi hurtigt kan igangsætte byggemodningen og lave lynsagsbehandling.
  • Hurtig og effektiv sagsbehandling, hvor vi tager udgangspunkt i ”hjælp til at komme i mål” frem for rene afslag uden begrundelser.
  • En gennemgribende strukturændring på indkøbs- og udbudspolitikken, så de lokale virksomheder får mulighed for at byde med.

2.    Nævn de, efter din mening, tre vigtigste punkter for erhvervsudviklingen i vores område af Slagelse kommune?

1: Involvering af det eksisterende erhvervsliv. Etablere en ekstern forretningsenhed der kan løse opgaver som erhvervsservice, messer, iværksætteri, netværksdannelser mv. – der både rummer en samlet strategisk retning men holder fast i de lokale erhvervsforeningers virke.

2: Planer/strategier for brug af erhvervsgrunde/bygninger (hvilke typer af virksomheder ønsker vi og hvornår) og derefter opsøgende arbejde af kommunens erhvervsservicemedarbejdere i forhold til at kontakte interessante virksomheder. Erhvervschefen gør et kæmpe arbejde – den indsats skal vi sætte flere resurser af til.

3: At sørger for, at jeres område spiller en vigtig rolle i den generelle branding/markedsføring af Slagelse Kommune som erhvervskommune.

3.    Hvordan vil du give lokale håndværkere bedre muligheder for at vinde kommunale byggeprojekter?

Venstre ønsker en gennemgribende strukturændring af indkøbs- og udbudspolitikken. Projekter skal nedbrydes i så små udbud som muligt, så der er en reel chance for de lokale håndværkere i udbudsrunden. Dette skal øjeblikkeligt efterleves af administrationen, så snart politikken er vedtaget. Vi ønsker også at udbrede en generel holdning til, at alle kommunens institutioner så vidt muligt handler lokalt og benytter lokaler virksomheder til de mindre opgaver. Der ud over at hjælpe med få skabt samarbejde mellem virksomheder, så mindre virksomheder sammen kan byde ind i større opgaver.

4.    Vil du medvirke til at fastholde, hæve eller sænke det kommunale tilskud til de 3 lokale erhvervsforeningers arbejde for hver deres område.

Venstre ønsker et fastholde den nuværende støtte. Overordnet ønsker vi en ekstern forretningsenhed til at varetage hele kommunens erhvervsmæssige interesser understøttet af de lokale erhvervsforeninger til at arbejde for lokalområderne.  Forudsætningen for denne løsning er at erhvervsforeningerne modtager samme støtte. Vi ønsker, sammen med erhvervsforeningerne og råd, at finde den bedste struktur for erhvervsudvikling. Hvis der i den forbindelse viser sig en fornuftig grund til at hæve tilskuddet, vil vi ikke afvise dette.

5.    Hvordan fastholder eller medvirker du til udbygning/bevarelse af Flådestation Korsør?

Der er ingen tvivl om, at vores flådestation er presset. I Venstre mener vi fortsat, at man skal samle repræsentanter fra alle partierne, herunder borgmesteren, samt interessenter fra det lokale erhvervsliv, flådestationen samt de lokale folketingsmedlemmer i en arbejdsgruppe, der skal lave det nødvendige lobbyarbejde og forsøge at arbejde strategisk med udviklingsmuligheder, inden for de snævre rammer som regeringen har sat, frem til næste forsvarsforlig.

6.    Hvad vil du arbejde for, at der skal udvikles i Halsskov Havn, når den igen er på kommunale hænder og hvordan?

Lige nu har det lange udsigter inden kommunen har grunden igen. Når vi har grunden, skal det udvikles sammen med Korsør – erhvervsforening, lokalråd og borgere i området. Det kunne være fantastisk hvis området fik indflydelse på, hvad vi kan bruge området til. Derfor har jeg ikke lagt mig fast i noget spor eller nogen retning, men så gerne at vi udnytter denne situation til borgerinddragelse til at udvikle et unikt område. Hvis jeg alligevel skal driste mig til at sige noget her, så kunne det være at de driftige erhvervsfolk på campingpladsen skal have lov til at udvide deres aktiviteter, eller udnytte havnearealet og arealerne til noget maritimt – dykning, sejlere, mv. men jeg så meget gerne at det bliver i et samspil med borgere og erhvervsliv i området.

7.    Hvordan mener du kommunen kan medvirke til at få søsat projekt ”Tropebyen” og hvad vil du gøre?

Venstre gik jo på valg sidste gang med ønsket om at etablere Tropebyen. Det gør vi fortsat. Vi ønsker at etablere Tropebyen i Korsør, og vi ønsker projektet igangsat senest ved udgangen af 2016. Vi mener, at det vigtigste er, at vi træffer en politisk beslutning om, at vi ønsker Tropebyen opført og laver en målsætning for, hvornår vi går i gang. Dette gør det nemmere at lave en finansieringsplan.
Derudover skal vi i kommunen stille de nødvendige medarbejderressourcer til rådighed i forhold til ansøgninger, projekteringer og gennemgang af de praktiske forhold for eksempel vandafledning, kloakering mv., samt understøtte fondssøgningen.

8.    Hvad vil du gøre for at fastholde og forbedre forholdene for alle pendlere i vores område af kommunen?

Et konstant fokus på udvikling af infrastrukturen herunder afvikling af trafik i byen samt så optimale kollektive forbindelser som muligt. Det gør vi – set med Venstres øjne – igen ved at gå sammen for at søge indflydelse på de beslutninger der træffes i folketinget omkring infrastruktur, om det så er tog eller vejanlæg.

9.    Hvad vil du gøre for at få etableret de østvendte ramper ved afkørsel 41?

På baggrund af en indstilling fra Niels Jørgensen, de Konservative, Michael Gram, Dansk Folkeparti og jeg selv, bakkede et samlet byråd op om de østvendte ramper ved Vemmelev, inkl. en bedre adgang ved Korsør-tilkørsel 42 mod København. Derfor behandles der pt. en ansøgning omkring finansiering via Statens pulje til kommunal medfinansiering af kommunale projekter. Seneste nyt i den sag er at der først sidst på året vil gå egentlige forhandlinger i gang, med henblik på at beslutte hvilke anlæg skal fremmes. Går ansøgningen ikke igennem, er det fortsat Venstres intention, at ramperne skal etableres, hvilket må ske i samspil med virksomhederne i området. 

10. Hvad vil du gøre for at udvikle projekt ”Konferencebyen” i vores område og medvirke til øget belægning og flere hoteller?

Sætte ”Konferencebyen” på dagsorden. Det er oplagt at videreudvikle den i den eksterne forretningsenhed, hvor de store strategiske overvejelser og handleplaner skal udarbejdes, i tæt samarbejde med kommune, erhvervsliv og uddannelserne, og i tæt samarbejde i det nye turistsamarbejde mellem Kalundborg og Slagelse.

Sten Knuth